Kunne du tænke dig…
at komme i gang med at sy, men finder det lidt uoverskueligt at gribe an.
Mange opgiver at sy efter færdige symønstre, fordi syvejledningen er for indviklet og det er svært at finde rundt på mønsterarkene.
Det får du hjælp til på dette kursus.
JA TAK, JEG VIL GERNE MED PÅ HOLDET – KLIK HER<<
Kursusbeskrivelse
På dette kursus får du hjælp til at komme i mål.
Du får hjælp til valg af materiale, klipning og mønster, hvordan du følger en syvejledning og syr i den rigtige rækkefølge, valg af syteknikker, lettere tilretninger og bliver guidet gennem hele processen af underviser.
Vi taler lidt om pasform og hvilke snit, der passer til hvilken figur.
Undervejs gives der tips og tricks til at forfine dit projekt, så du får et flot slutresultat.
Vi arbejder hele tiden ud fra, hvor du er og i dit tempo.
Vi arbejder med færdige symønstre og /eller dine egne mønstre, som evt. bliver syet op i en prøvemodel (stout) og som bliver rettet til, så modellen får en flot pasform og fremhæver de sider af dig selv, du gerne vil have fremhævet.
Prøvemodellen (i stout) bliver rettet til med knappenåle, klippet i, tegnet på med kuglepen/blyant, bliver syet i, hvor det er nødvendigt osv. Når alle rettelser er foretaget og du er tilfreds med resultatet, skal den færdigtilrettede model tegnes over på mønsterpapir og herefter klippes i det rigtige stof.
Vi syr kun i faste stoffer, da arbejdsgangen med strikstoffer er lidt anderledes.
På kurset får du:
– hjælp til at arbejde med syprojekter, der passer lige præcis til dit niveau
– efter ønske udarbejdet en prøvemodel, som vi sammen tilretter, så den passer præcis til dig
– dit eget tilrettede mønster til at tage med hjem, så du kan sy flere flotte modeller til dig selv
– i alt 18 timers undervisning, fordelt over 6 gange
– personlig rådgivning, vejledning og assistance af uddannet beklædningsdesigner
Hvorfor sy en prøvemodel?
De mål, der er angivet i færdigkøbte mønstre, er standardmål. Der er ikke taget højde for de finurligheder, vi alle er udstyret med. Og ingen af os matcher som regel alle standardmålene. Hver især er vi unikke med vores ‘skævheder’, og det er netop dem, der bliver taget højde for i en prøvemodel. Du undgår rigtig mange ærgrelser ved at sy en prøvemodel først og rette den til. Når først der er klippet i det rigtige stof, er det som regel for sent at lave de helt store rettelser. I værste fald kan man risikere at stoffet går tabt og det er brand ærgerligt.
Relevant gennemgang af din symaskine
Er du helt nybegynder, starter vi med at gennemgå de vigtigste funktioner på din symaskine (husk instruktionsbogen). For at få et godt slutresultat, er det vigtigt, at din maskine er rigtigt indstillet og at du vælger den rigtige nål og tråd til det materiale, du arbejder med.
Derudover gennemgår vi de mest grundlæggende syteknikker, bl.a. hæftning af sømme og sømrum og presning.
Let øvet
Er du let øvet, har du sikkert allerede styr på symaskinen. Vi finder sammen ud af, hvilket niveau du er på og tager udgangspunkt i det. Der vil selvfølgelig være mulighed for at lære lidt mere avancerede syteknikker, så du kan få et super flot resultat.
Pasform og tilretning
Vi arbejder med købemønstre og/eller egne mønstre og tilretter ud fra dem. Ved interesse og i begrænset omfang, vil vi udvikle på egne idéer igennem lettere avancerede teknikker til mønsterkonstruktion.
Pasformen er uhyre vigtig, hvorfor vi bruger tid på tilretning, så dit projekt kommer til at passe til dig og din facon. Der er ikke tale om komplicerede tilretninger, men nok til at du får et flot slutresultat.
Hvad skal du medbringe
Det er ikke nødvendigt at fare ud og købe en super avanceret symaskine, overlocker, coverlock eller en masse dyrt tilbehør.
Herunder er en liste over det vigtigste, du skal medbringe for at kunne komme i gang:
– symaskine (har du ikke selv en symaskine, kan du måske låne dig frem. Alternativt tag en snak med en symaskineforhandler, og start fx med at købe en brugt maskine)
– knappenåle
– sytråd
– stofsaks (du må aldrig klippe i papir med din stofsaks, derfor skal du have min. 2 forskellige sakse)
– papirsaks
– stout (se beskrivelsen ‘hvorfor skal jeg sy en prøvemodel’)
– stof til det, du vil sy (du behøver ikke have de med første gang, hvis du har brug for hjælp til valg af det rette stof i forhold til model)
– mønsterpapir
– blyant
– viskelæder
– linealer (vinkellineal, alm. lineal)
– sømmometer
– målebånd
Kunne du tænke dig at lære syning helt fra bunden, dvs. alt det grundlæggende, kan du med fordel tilmelde dig kurset ‘lær syning fra bunden – syning for begyndere’, som er et mere omfattende grundkursus på i alt 36 timers undervisning. Her starter vi helt fra bunden og du kan, efter ønske, udarbejde dit helt eget opslagsværk med syprøver og syteknikker mv.